Kommunikationsdirektørens rolle i forandring: Fra alvidende ”orakel” til relationel ledelse

Kommunikationsdirektørens rolle i forandring: Fra alvidende ”orakel” til relationel ledelse

Af Anna Vibeke Nielsen
Konsulent
4. december 2017
Dagens kommunikationsdirektører skal tilpasse sig en omverden, der er i konstant forandring. En omverden, hvor kompleksiteten er intensiveret, og hvor det er vigtigt at have formål og vision klarere end nogensinde. Det stiller nye og større krav til de kommunikationsansvarlige. I et interview med Helle Børglum, Executive Coach og Associate Partner hos RelationsPeople stiller vi skarpt på kommunikationsdirektørens rolle i dag og konkrete handlemåder til, hvordan man lykkes i den moderne organisation.

Hvilke udfordringer står kommunikationsdirektører over for i dag?
Der er ikke længere en fast orden i måden at være leder eller rådgiver på, fordi kompleksiteten i både markedet og organisationerne er steget markant. Derfor skal kommunikationsdirektører både organisere deres egen afdeling på ny, så den er tilpasset de foranderlige krav, og samtidig rådgive om og levere kommunikation til en CEO, som er indfældet i den samme virkelighed.  Det gør, at mange kommunikationsansvarlige føler sig udfordret og måske ensomme i deres position. Der er en opfattelse af, at det er ensomt på toppen, men det behøver det slet ikke at være. I dag er det tværtimod vigtigere end nogensinde at orientere sig til alle sider i sin organisation.

Hvilke krav stiller det til kommunikationsdirektører?
Kommunikationsdirektører skal være opmærksomme på fremtiden. Det betyder, at det ikke længere er nok at være fagligt dygtig i kommunikationsfaget. Videnstilflydningen er så massiv, at det er umuligt ene mand/kvinde at kunne favne alt. Derfor er det i højere grad de relationelle og emotionelle egenskaber, som er afgørende for, om du lykkes i den moderne organisation. Du skal kunne inddrage andre for at opnå et tilstrækkelig vidensniveau at rådgive på baggrund af. Samtidigt skal du være i stand til at ændre dine antagelser hurtigt, hvis omstændighederne forandrer sig.

Hvordan lykkes man som kommunikationsdirektør i den moderne organisation?
Som kommunikationsdirektør i dag, skal man kunne opgive ideen om at kunne alting selv. Man skal opgive ideen om suverænitet og ønsket om at stikke ud som helten. Det der i det 20. århundrede var ledelsesdyder risikerer i det 21. århundrede at være diskvalificerende. Ledere skal i stedet kunne samskabe og primært være interesseret i forretningen frem for sig selv og sin egen positionering. I stedet for at træde ud af mængden, skal man faktisk træde ind i mængden, og det at stå i forbindelse kræver helt andre kompetencer end at stå alene.

Hvilke kompetencer skal kommunikationsdirektører have i dag?
Man skal evne at kunne se de store linjer og det forretningsmæssige perspektiv, og sætte organisationen og forretningen før personlig eller afdelingsmæssig positionering. Kommunikationsdirektører skal derfor både få deres egen kommunikationsenhed til at fungere, samt producere valid og kvalificeret sparring til deres CEOs. Derudover skal kommunikationsdirektører samarbejde og inspirere andre forretningsenheder i organisationen til at kommunikere på tværs af funktioner. Derfor bliver de relationelle kompetencer helt altafgørende. Personlig udvikling, med henblik på at undersøge sine styrker og barrierer for at lykkes, er en god start på en seriøs stræben efter succes for både organisation og person. Personlige mønstre og adfærd er oftest den største kilde til manglende professionel succes.

Brug for sparring og inspiration om toplederkommunikation?
Vi har skabt et forum for toplederkommunikation til dig, der gerne vil have inspiration og strategisk sparring om toplederkommunikation i et fortroligt netværk. Læs mere om RelationsPeoples Forum for Toplederkommunikation her.
 

Synes du godt om denne artikel? Sign up til RelationsPeoples nyhedsbrev og vær blandt de første til at modtage vores nyheder.