Lederkommunikation i praksis: Interview med Louise Neel Høyer, Lead Communication Partner i KMD

Lederkommunikation i praksis: Interview med Louise Neel Høyer, Lead Communication Partner i KMD

Af Kristian Eiberg
Adm. direktør, partner
16. august 2017
Topledernes kommunikation er et underbelyst emne til trods for, at både topledere og kommunikatører anser det for at være et vigtigt kommunikationsområde. RelationsPeople stiller skarpt på lederkommunikation i praksis.

Topledernes kommunikation er i dansk sammenhæng et underbelyst emne til trods for, at både topledere og kommunikatører anser det for at være et vigtig kommunikationsområde. I RelationsPeople har vi derfor gennem et par år arbejdet på at forstå lederkommunikation gennem samtaler med topledere, kommunikatører og headhuntere, samt ved at dele vores egne erfaringer gennem faglige arrangementer og netværk, som for eksempel Forum for Toplederkommunikation.

I dette interview med Louise Neel Høyer stiller vi skarpt på en erfaren praktikers personlige erfaringer i rollen som rådgiver for topledere. Louise er en meget erfaren rådgiver inden for lederkommunikation, og hun har arbejdet med kommunikation de sidste 18 år. Siden 2015 har hun været Lead Communication Partner i KMD med ansvar for at styrke linjekommunikationen og opbygge en kommunikation partner-organisation (se Louises mini CV sidst i artiklen).

RelationsPeople: Vi har foretaget en analyse, der viser, at toplederkommunikation er det vigtigste kommunikationsråde i virksomheder i dag. Er du enig i det?

Louise Neel Høyer: Toplederens kommunikation er uhyre vigtig, og det er den i dobbelt forstand. Både fordi den sætter strategisk retning og skaber følgeskab hos medarbejderne. Men det er mindst lige så vigtigt, at toplederen er rollemodel for andre ledere. Hvis ikke toplederen viser vejen, har andre ledere sværere ved at se, hvorfor de skal prioritere deres egen lederkommunikation. Og så bliver det vanskeligt for os kommunikatører i stabsfunktionerne at hjælpe dem med at løfte en af de vigtigste opgaver i en organisation – at sikre klarhed omkring retning og mål for afdelingen og den enkelte medarbejder.  

RelationsPeople: Hvilke faglige kompetencer er særligt vigtige for en rådgiver af en topleder?

Louise Neel Høyer: Det siger sig selv, at du skal have styr på sin kommunikationsværktøjskasse, når du arbejder inden for kommunikationsfaget. Men hvis du vil have taletid hos en topleder, skal du også have forretningsforståelse. Vi skal kunne tale med om realiseringsgevinster ved strategien eller kunne forklare sammenhængen mellem højere medarbejdertilfredshed og højere kundetilfredshed. Jo mere vi kan argumentere for toplederrollens betydning for virksomhedens succes, jo bedre. 

RelationsPeople: Så svaret er, at du skal være fagligt rigtig dygtig?

Louise Neel Høyer: Det er anderledes at rådgive topledere om deres egen kommunikation, end om kommunikation i forbindelse med for eksempel udrulning af strategien. Hvis du som rådgiver bare kommer ind ad døren med din kommunikationsfaglighed og vil rådgive toplederen, så virker det ikke. Snarere tværtimod. Måske kommer du med anbefalinger til, at toplederen skal skrue på noget meget fundamentalt, noget personligt, måske ændre på den måde, han eller hun arbejder på. Derfor skal du have gode menneskekundskaber og være god til at aflæse det psykologiske rum.

RelationsPeople: Hvad betyder det helt konkret for rådgiveren?

Louise Neel Høyer: Du skal være god til at lytte, være nysgerrig og have masser at mod til at være uden for din faglige komfortzone. Samtidig skal du turde tale om, hvad der ikke fungerer og om grundlæggende svagheder i toplederens kommunikation.

RelationsPeople: Hvad, synes du, er den største udfordring for rådgiveren i denne rolle?

Louise Neel Høyer: Det kan være manglen på selvindsigt. For at lykkes med rådgivning af et andet menneske, skal du have en stor selvindsigt. Du skal være skarp på, hvem du selv er. Du skal kunne adskille dig selv fra opgaven, du skal løse. Ellers risikerer du at blive følelsesmæssigt involveret i din rådgivning. Det psykologiske aspekt ved rollen er desværre ikke noget, vi lærer på kommunikationsuddannelserne, og derfor er det et hul hos mange kommunikatører. Og måske opfattes det oven i købet som lidt farligt at tale om, fordi det handler om os selv som mennesker og ikke vores faglighed.

RelationsPeople: Hvordan håndterer man som rådgiver bedst denne udfordring?

Louise Neel Høyer: Selvindsigt kommer – selvom ordet kunne antyde det – ikke af sig selv. Der er intet quick fix og det er et længere sejt træk at opnå den. Men der er heldigvis hjælp af hente for eksempel gennem coaching eller mentorforløb. Og for den professionelle rådgiver af en topleder er der ingen vej uden om: Hvis du ikke har fokus på din personlige udvikling – på dine egne styrker og faldgruber– så bliver det sværere for dig at opnå den tillid, som er nødvendig for at kunne rådgive, så der bliver lyttet.

RelationsPeople: Hvis du ser 5 år frem, hvordan ser lederkommunikation så ud?

Louise Neel Høyer: Det vil fortsat være vigtig for topledere at være rollemodel for andre ledere. Gennem egen adfærd at vise andre ledere, hvad de skal gøre. Jeg håber, at dette kommunikationsfelt bliver endnu mere professionelt end i dag. Ikke kun fagligt men også menneskeligt. Vi skal italesætte lederkommunikation – i de enkelte organisationer og i kommunikationsbranchen. Og over for toplederne skal vi blive dygtigere til at vise, at vi kan levere det, der efterspørges. På den måde kan vi ’arbejde os sidelæns’ ind på toplederen.

RelationsPeople: Hvad mener du med ’arbejde sig sidelæns’?

Louise Neel Høyer: Hvis du bare kommer med din kommunikationsfaglighed og vil rådgive din topleder, så virker det sjældent efter hensigten. Du skal som nævnt også have menneskelig indsigt og udvise forretningsforståelse. Men du skal også vise resultater, der peger på de konkrete fordele ved lederkommunikationen. Don’t tell it, show it. Kan du det, så får du en helt anden adgang og kan etablere det altafgørende tillidsforhold mellem dig som rådgiver og den topleder, hvis kommunikation du skal hjælpe med at udvikle.

RelationsPeople: Kan du give et eksempel på det?

Louise Neel Høyer: Ja. Jeg lavede for eksempel en business case i en virksomhed ved at indgå i et samarbejde med en ledelse i en del af en organisationen, hvor medarbejdertilfredsheden var meget lav. Jeg arbejdede struktureret med toplederkommunikationen og med at træne mellemlederne i deres kommunikation og vi kunne se, hvordan det løftede medarbejdertilfredsheden. Sådan en case er god at rejse internt med.

RelationsPeople: Hvad er det sværeste i rollen som rådgiver for topledere?

Louise Neel Høyer: Du kan blive frustreret, når du bliver bedt om at levere noget, du ved, ikke er det rigtige. Når du bliver bedt om at samle en Power Point og gøre den ’lækker’, selvom det for eksempel er toplederens måde at levere budskabet på, der halter. Mit råd i den sammenhæng er, at du kan undgå frustrationen ved at være åben i din rådgivning – ved at fortælle toplederen, at du gerne laver ’den der lækre Power Point’, som han eller hun efterspørger, men at du samtidig forklarer, hvordan den nok ikke løser problemet – og hvad du vurderer, der skal til. Men det kræver den føromtalte selvindsigt for at kunne gøre det –  og mod. Masser af mod.

Om Louise Neel Høyer
Louise Neel Høyer er en meget erfaren rådgiver inden for lederkommunikation. Hun kom til KMD i Ballerup i 2011 og har siden 2015 været Lead Communication Partner med ansvar for at styrke linjekommunikationen og opbygge en kommunikation partner-organisation. Louise er selv kommunikation partner for alle KMD's stabsfunktioner og KMD's it-driftsorganisation. Inden Louise kom til KMD, var hun gennem 12 år ansat i forskellige roller i IBM, SAP og DMdata.