Styrk din rolle som toplederens rådgiver

Styrk din rolle som toplederens rådgiver

Af Kristian Eiberg
Adm. direktør, partner
4. december 2017
Gennem de sidste to år har vi gennem analyser, seminarer og strukturerede udviklingsforløb for kommunikationschefer- og direktører undersøgt, hvordan de får succes som rådgivere for topledelsen. Der tegner sig et ret tydeligt billede af, at den succesfulde rådgiver arbejder med sin egen udvikling på tre områder: Det kommunikationsfaglige, den ledelsesmæssige og det personlige.

Det lyder langt lettere, end det er i praksis. Det er især den målrettede udvikling af det ledelsesmæssige og personlige, der giver kommunikationschefen udfordringer. En travl hverdag med flere opgaver, større kompleksitet og højere tempo giver de færreste kommunikationschefer tid og rum til at reflektere over sin egen lederrolle og betydningen af sin egen personlighed, altså de tilbøjeligheder vi har til at handle og føle i bestemte mønstre, for ledelsen af en afdeling eller rådgivningen af en topleder. Det er simpelthen uvant for mange rådgivere, og de mangler begreber og sprog både individuelt og i dialogen med andre. Samtidig har de fleste rådgivere personlige erfaringer med, at det kan være svært at få adgang til toplederen, at få hul igennem, så toplederen prioriterer sin kommunikation, og at få toplederen til at forstå, hvad han eller hun bør ændre i sin lederkommunikation for at den eksplicit understøtter linjekommunikationen og den øvrige interne kommunikation.

For at styrke kommunikationschefens rolle som rådgiver for topledere introducerede vi sidste år et individuelt ledelsesudviklingsforløb for kommunikationschefer. Dette udviklingsforløb er bygget op over et antal fortrolige samtaler med to erfarne rådgivere – en med en psykologisk profil og en med en kommunikationsfaglig profil. Med afsæt i en omfattende personlighedstest fandt hver deltager gennem disse samtaler i løbet af få måneder ud af, hvad der var deres personlige styrker og udfordringer, både fagligt og personlighedsmæssigt, hvad det betød for deres samarbejde med toplederen og andre nøglepersoner, og hvad der drev dem til - eller forhindrede dem i - at præstere det bedste som ledere. Disse erfaringer viser heldigvis, at det er muligt gennem en større selvindsigt at styrke sin rolle som leder og rådgiver for toplederen, men at det kræver, at man tør engagere sig i sin egen personlige udvikling.

 

Synes du godt om denne artikel? Sign up til RelationsPeoples nyhedsbrev og vær blandt de første til at modtage vores nyheder.