RelationsPeople søger praktikant til foråret 2018

15. november 2017
Vi søger en ambitiøs og dygtig studerende, som har lyst til at prøve kræfter med PR og community management i et lønnet, fuldtids praktikforløb.

Din profil

Du læser kommunikation og er i slutningen af din bacheloruddannelse eller læser på en kandidatuddannelse. Du er ambitiøs og har opnået gode akademiske resultater. Du har allerede overvejet, om du en dag skal være konsulent og ser praktikperioden som en oplagt mulighed for at undersøge det i praksis.

Du vil gerne prøve kræfter med konkrete konsulentprojekter, og ser dig som den i teamet, der har styr på data, dokumenter og præsentationer. Du skriver også godt på dansk og måske engelsk, og du kan derfor tage fra ved at udarbejde flere typer tekster.

Du kan også se dig selv i en rolle, hvor du i tæt samarbejde med erfarne konsulenter udvikler og gennemfører faglige kundearrangementer, hjælper med research på potentielle kunder og varetager en stor del af vores community management.

Om os

RelationsPeople er et fagligt ambitiøst kommunikationsbureau. Vi indgår i PeopleGroup-koncernen og holder til i Ørstedhus med 250 ansatte inden for reklame, medierådgivning, visuelle identiteter, digital kommunikation, landsdækkende taleradio, online og trykte bøger, musikevents, crowdsourcing og meget andet. Vi har i RelationsPeople lang erfaring med at have praktikanter og studenter, og vi er aktive som undervisere, vejledere og forfattere af undervisningsmateriale på videregående uddannelser. Vi uddeler også en årlig pris til bedste kommunikationsspeciale på CBS – se de tre finalister i 2017 her https://www.youtube.com/channel/UCimaYqyF5TBYOD6FQzGBnYw

Praktisk info

Du får en praktikvært og sammen lægger I en udviklingsplan, som I følger op på gennem hele perioden. Vi giver dig en praktikantløn, så du ikke behøver SU eller et studenterjob ved siden af. Lønnen udgør i 2017 12.000 kr./måned. Arbejdstiden er på 37 timer om ugen. Hvis du har brug for det, kan du få fri til at tage valgfag, men når vi har travlt, håber vi til gengæld, at du også er fleksibel. Praktikforløbet starter midt januar eller primo februar 2018 og løber til juni/juli 2018, alt efter hvordan dine studieplaner ser ud. Vi kan ikke garantere et studenterjob efter praktikperioden, men det er en mulighed.

Hvis du har nogle spørgsmål, så er du velkommen til at kontakte vores nuværende praktikant Sofie Mogensen på somo@relationspeople.dk

Ansøgningsfrist

Hvis du er interesseret, så send en motiveret ansøgning samt CV i et samlet pdf- dokument hurtigst muligt til Kristian Eiberg på kue@relationspeople.dk. Samtaler afholdes løbende.