De virtuelle influencere kommer

De virtuelle influencere kommer

Af
Sofie Desmareth Riemann, Rådgiver, partner

5. december 2018
En ny tendens har set dagens lys – virtuelle influencere, eller avatar influencere. Og de er populære. Det rejser spørgsmålet: er det en afgørende kvalitet, at en influencer er et rigtigt menneske? Vi tager et kig på tendensen.

Verden vil bedrages. Det er old news. Og vi elsker som mennesker at stræbe efter det uopnåelige – som ikke nødvendigvis er særligt menneskeligt. Men kan kunstige influencere opnå succes på linje med de menneskelige pendanter? Og hvad med troværdigheden, der er influencernes varemærke?

Hvis vi fx ser på lilmiquela, der har 1,5 mio. følgere på Instagram, eller indonesiske thalasya_, der har 470.000 følgere på Instagram, så er svaret ret klart. Ja, de kan sagtens opnå succes. De kan blive nye navne inden for musik, og de bliver anvendt til kampagner for store tøjbrands og lignende. Præcis som menneskelige influencers.

Den virtuelle influencer Iilmiquela.

Lilmiquela er en 19-årig brasiliansk/amerikansk influencer, model og pop-sanger – eller det er den historie, der er skabt om hende. Bag projektet står virksomheden Brud, en LA-baseret virksomhed, der for nyligt rejste 38 millioner gennem Silicon Valley-investorer til udvikling af deres virksomhed, der også tæller to andre virtuelle influencere. Projektet er ligesom andre lignende projekter omgærdet af en del mystik, og der er ingen tvivl om, at det er en del af strategien.

90’erne har ringet: fiktive personer virker i markedsføring
Det er dog ikke første gang, at fiktive, menneskeskabte personligheder er slået igennem. Bare tænk på 90’er bandet Gorillaz, der bestod af fire animerede musikere. Eller hvad med Gulddreng, der godt nok hverken var animeret eller virtuel, men den fiktive historiefortælling er i samme genre, som de influencere, vi nu ser få succes. Tilgangen pirrer nysgerrigheden, og det er muligt for skaberne at lege med flere ekstreme karaktertræk, som de ved, kan være uopnåelige og dermed eftertragtede. 

Tendensen omkring de virtuelle/digitale influencers har ligeledes ført til, at det første digitale modelbureau har set dagens lys. Tag modellen Shudu, den første digitale fotomodel, som blandt har stået model for smykkefirmaet Tiffany & Co. Hun er 100 % animeret, ligesom de andre modeller i stalden.

Den første digitale fotomodel Shudu.

Robotklon skal indtage det amerikanske marked
Senest har den svenske influencer Isabella Löwengrip lanceret en amerikansk robotklon af sig selv på Instagram kaldet Gabrielle Löwengrip. På nuværende tidspunkt er klonen menneskestyret, men Isabella Löwengrip har udtalt, at den på sigt skal være drevet af kunstig intelligens. Formålet med netop denne virtuelle influencer er at indtage det amerikanske marked – særligt med fokus på den svenske influencers beauty-produkter.

Robotklonen Gabrielle Löwengrip.

Der er ingen tvivl om, at hele tendensen handler om cool cash og glimrende historiefortælling. Men hvad sker der med troværdigheden, som ellers er influencernes varemærke? Det er præcis denne egenskab, der sammen med den digitale platform og de kommercielle muligheder skød influencerne ind på marketing-scenen.

Det vigtige er, om det er gennemskueligt for læserne, hvad de får, hvad der er virkeligt, og hvad der ikke er. Og det er lidt tvivlsomt, om det er tilfældet i de nævnte eksempler. Der er nemlig mange følgere, der stiller spørgsmål til, hvem der styrer profilerne, er det kunstig intelligens, er det rigtige mennesker, findes influencerne som robotter i virkeligheden etc. Vi skal som forbrugere kunne afkode sammenhængen for at forstå, hvad vi selv indgår i – ligesom når influencere er pålagt at synliggøre, hvad der er reklame, og hvad der ikke er. 

Læs ogsåSådan får du mest ud af betalte influencer-samarbejder på Instagram

Er troværdigheden allerede gået fløjten?
Spørgsmålet er, om mange af de rigtig store influencers i dag ikke også er opspundne historier. Eller i hvert fald manipulerede og groft redigerede fortællinger, som blot tager udgangspunkt i virkelige menneskers liv. 

På trods af diverse modreaktioner på de polerede influencer-profiler, hvor alt er sat i det rette lys, der er lutter lykkelige dage, solnedgange og pænt puffede puder i sofaen, så eksisterer denne type profiler stadig, og endda i fuld udvikling. 

Fra vores ende af bordet er der plads til begge dele, men de polerede influencerprofiler og de nye virtuelle influencers bringer ikke den oprindelige styrke og autenticitet i spil, som influencer-kategorien ellers startede med at bygge på. Troværdigheden og den menneskelige fortælling nedtones, og i stedet etableres nogle dybt professionelle, nye marketingplatforme. Det er den nye influencervirkelighed. Uanset hvordan vi vender og drejer det, så kommer vi fortsat til at se en stigende professionalisering af hele feltet, hvor der samtidig vil ske en opdeling i nye typer af influencer-kategorier.

 

Synes du også godt om denne artikel? Sign up til RelationPeoples nyhedsbrev, og vær blandt de første til at modtage vores nyheder.