RelationsPeople Prisen gik til kommunikationsspeciale om purpose branding

RelationsPeople Prisen gik til kommunikationsspeciale om purpose branding

14. april 2016
Bedste kommunikationsspeciale vinder RelationsPeople Prisen
Mathilde Astrup Madsen og Julie Grønhøj Carlsen vinder RelationsPeople Prisen for bedste Cand.merc.(kom.) speciale på Copenhagen Business School i 2015. Med prisen følger 10.000 kr.
Vejledere på Copenhagen Business School (CBS) nominerede syv specialer til prisen, men det var Mathilde Astrup Madsen og Julie Grønhøj Carlsens speciale, der i går eftermiddags blev kåret som vinder af RelationsPeople Prisen for bedste Cand.merc.(kom.) speciale skrevet i 2015.
 
En jury med repræsentanter fra CBS og erhvervslivet fandt, at Mathilde og Julies speciale på eksemplarisk vis lever op til studiets læringsmål, at specialets metode og analyse er imponerende, og at specialet er særdeles relevant både i et virksomheds- og samfundsperspektiv.  
 
I specialet Et kvalitativt studie af purpose branding i et samfunds-, forbruger- og brandingperspektiv - Et casestudie af Anthon Bergs purpose "You can never be too generous" undersøgte vinderne, hvordan B2C-virksomheder kan anvende purpose-branding til at positionere brands over for moderne forbrugere.
 
 
Positionering gennem purpose branding 
Specialet stiller skarpt på purpose branding og dermed de muligheder der er for at associere et brand med et ikke-kommercielt formål for derved at højne brandets affinity hos modtageren.
 
Mathilde og Julie er ikke i tvivl om, at der for virksomheder kan være klare fordele ved at anvende purpose branding, når et brand skal positioneres: 
"Kommercielle budskaber og taktisk marketing preller af på en meget stor del af de moderne forbrugere herhjemme. I specialet undersøger vi, hvordan man gennem purpose branding kan trænge igennem og  få taletid hos forbrugerne."
 
Om RelationsPeople Prisen
Bag prisen står Copenhagen Business School (CBS) og konsulentvirksomheden RelationsPeople A/S. Prisen blev overrakt for første gang sidste år for at markere tiåret for, at den første dimittend fra Cand.merc.(kom.) blev uddannet på CBS. 
Konsulenter i RelationsPeople har siden 2000 været involveret i udviklingen af både HA(kom.) og Cand.merc.(kom.) uddannelserne og har i dag flere dimittender ansat. 
 
I 2016 bestod juryen af:
  • Lektor, studieleder, Mikkel Flyverbom, IKL, CBS
  • Lektor, Karl-Heinz Pogner, IKL, CBS 
  • Formand for Cand.merc.(kom.) alumni-foreningen Louise Falborg 
  • Kommunikationsdirektør Marion Hannerup, DI 
  • Direktør, Peter Mejlby, DELACOUR 
  • Adm. direktør Kristian Eiberg, RelationsPeople
 
RelationsPeople Prisen uddeles næste gang i 2017.