Vi skal styrke vores team med en kollega, som har interesse for og praktisk erfaring med thought leadership-kommunikation, lederkommunikation, issues management og ESG-kommunikation. Og gerne også med næse for det finansielle.
Måske sidder du i dag på et andet bureau og savner tættere samarbejde i hverdagen med kolleger om dine opgaver samt faglig sparring med erfarne rådgivere. Eller måske sidder du hos en virksomhed/ organisation og har lyst til at arbejde med flere agendaer og kunder på samme tid.
Hos os vil du blive en del af et hold, der har mere fokus på at nå det bedste resultat sammen end at blive hyldet som individer. Og du vil blive en del af en kultur, hvor vi sætter faglig udvikling højt – faktisk så højt at alle medarbejdere hvert år selv vælger den leder, de mener bedst kan understøtte deres udvikling. Du bliver også en del af et eller flere af vores interne kompetenceteams, der går i dybden med forskellige fagområder som Brand PR, lederkommunikation, employer branding og ESG-kommunikation.
Hvad skal du lave hos os?
Du skal sammen med dine kolleger hjælpe topledere med at få en stærk profil i medierne, gøre fageksperter til eksterne fyrtårne, trylle tungt stof lettere og koble forretningsstrategier til skarpe dagsordener.
Du skal skrive klassiske presse-pitches, debatindlæg, klummer og LinkedIn-opslag. Og du skal have lyst til at rådgive og træne ledere i at blive dygtigere til at kommunikere internt og eksternt.
Sammen med kollegaerne i dine kundeteams og den kundeansvarlige partner får du ansvar for at drive og udvikle flere kunder. Og afhængig af din profil får du også en rolle at spille i forhold til at tiltrække nye kunder.
Hvad skal du kunne?
Det er ikke så vigtigt, hvad din uddannelse er, eller præcis hvor meget erfaring du har. Det vigtigste er, at du kan gøre holdet bedre.
Vi vil lægge vægt på, at du:
- går åbent ind i et fællesskab og deler både din tvivl og dine guldkorn
- følger dagligt med i både samfund og erhvervsliv
- synes, det er sjovt at lære komplekse organisationer og brancher at kende
- har teoretisk viden om kommunikation
- mestrer flere journalistiske genrer i praksis og kan skrive sikkert og hurtigt om det meste
- kan spotte gode historier i både finansielle og faglige rapporter
- har drive og sætter tempo
Om os
Vi er et dansk, partnerejet kommunikationsbureau og ser os selv som et boutique-bureau – et mindre, uafhængigt bureau med tætte og personlige relationer til vores kunder, som føler sig hjemme hos os. Vi er 14 konsulenter og bor på 24. år i Ørstedhus tæt på Vesterport Station sammen med andre bureauer og virksomheder.
Ansøgning
Hvis du er interesseret, skal du skrive til kristoffer@relationspeople.dk inden den 25. oktober. Vi vil indkalde ansøgere løbende til samtaler og håber, at en ny kollega kan starte 1. januar. Vi er grundige, så der vil være flere samtaler, en testopgave og en personprofiltest.