
BASF: Målrettet medietræning
Selv de mest erfarne ledere og talspersoner bliver bedre med træning. At levere klare, troværdige budskaber i øjenhøjde med en journalist kræver både øvelse og løbende sparring – især når emnerne er komplekse, og interessenterne mange. Det ved en af verdens største kemivirksomheder, BASF, og derfor arbejder de systematisk med medietræning af deres talspersoner.
Som en del af træningen blev fem ledere fra BASF i Norden og Baltikum testet i en række realistiske scenarier og cases med stærkt kritiske mediestorme, hvor de stod som den angrebne part. Situationer hvor tempoet ville være højt, presset massivt, og hvor kommunikationen skal sidde præcist fra første svar.
Talspersoner spiller en afgørende rolle i opbygningen af et stærkt omdømme og en tydelig thought leadership-position. Netop derfor kan målrettet medietræning gøre en mærkbar forskel – særligt når budskaberne er tekniske eller fagligt tunge. Det gælder i høj grad for BASF, som producerer kemi til en lang række af de produkter, vi omgiver os med hver dag – fra vindmøller og løbesko til batterier og solcreme.
I medietræningen tager vi altid udgangspunkt i det centrale: de budskaber, som virksomheden ønsker at stå tydeligt på, og som alle talspersoner skal kunne forklare klart og forståeligt – også under pres.
De løbende træningsforløb holder talspersonerne skarpe på formuleringen af budskaber og citater ved potentielle issues. Målet er, at talspersonerne føler sig trygge og forberedte til de situationer, der kan opstå, når en krise banker på.

