
RelationsPeople Prisen for bedste
cand.merc.(kom.) speciale 2021
I 2021 har dimittender fra cand.merc.(kom.) på Copenhagen Business School mulighed for at vinde RelationsPeople Prisen for det bedste speciale inden for kommunikation. Det er nu muligt at blive indstillet til prisen for det bedste cand.merc.(kom.) speciale.
12. oktober 2020
RelationsPeople og Copenhagen Business School stiftede prisen i 2015 for at anerkende nyt talent og en høj, faglig kvalitet i specialerne.
”Vi er utroligt glade for at opleve en stadigt stigende interesse for RelationsPeople Prisen, og feltet bliver konstant udviklet og udfordret. Både studerende og vejledere kan hente inspiration i den nytænkning, prisen opfordrer til, og vi får med de bedste specialer et unikt indblik i de nyeste tendenser. Samtidig er det meget givende at få de studerendes refleksioner med, da de bidrager til at gøre os særligt kloge på fremtiden med de muligheder og udfordringer, faget rummer,” siger Kristian Eiberg, som er administrerende direktør i RelationsPeople og ekstern lektor på CBS ved Department of Management, Society and Communication, der står bag cand.merc.(kom.) uddannelsen.
Det er specialevejlederne, der skal indstille specialer til prisen senest den 15. januar 2021.
Specialet vinder ved at være innovativt og på bedste vis leve op til studiets læringsmål, såvel som at være bedømt til en karakter på minimum 10. Prisoverrækkelsen finder sted i foråret 2021, og med prisen følger 10.000 kroner til vinderen.
I 2020 var 12 specialer indstillet til prisen, og det krævede sit af dommerpanelet, da vinderen skulle kåres. Valget faldt på Ida Andersen Boe og Denise Kohlhaas, som vandt med specialet ”CSR-rapportering som løftestang for mangfoldighedsudvikling – et empirisk studie af A.P. Møller-Mærsk og Novo Nordisk”. Specialet afdækker, hvordan CSR-rapportering understøtter mangfoldighedsudviklingen i de to virksomheder og funderer på et solidt teoretisk grundlag, der giver mulighed for en omfattende, tværgående analyse. Dommerpanelet lagde især vægt på, at de to forfattere har udviklet deres egen model til at evaluere mangfoldigheden i virksomhederne: ”diversity development assessment tool” eller blot ”DDAT”. Hermed får virksomheder et konkret redskab til selv at sætte fokus på mangfoldighedsudviklingen, som er et yderst relevant emne i dag.
Læs mere om indstillingsproceduren her: Konceptbeskrivelse