Det skal vi læse i sommerferien
Mai Steenbock Sørensen
Seniorkonsulent
+45 23 29 08 42
mai@relationspeople.dk
Sommerferien er lige om hjørnet for de fleste, og derfor kommer vi selvfølgelig tradtionen tro med vores anbefalinger til den bedste sommerunderholdning. Denne gang har vi både noget om fodbold, biohacking, erotik, psykologi og meget mere.
Alexandra
Jeg holder først ferie i august, så jeg har lidt tid at løbe på, før jeg finder titlen på den bog, jeg skal lade mine øjne og tanker glide igennem. Men jeg kan sige så meget, at jeg skal læse min novellesamling, Mælk, igen, igen, igen når jeg bruger mine weekender ved vandet – jeg skal bare lige finde den…”
Anders
Jeg ser frem til en lang, varm og doven sommer i det nordvestjyske, som i hvert fald teoretisk egner sig rigtigt fint til læsning. Så hvad skal jeg læse?
Som vanligt er jeg ambitiøs. Jeg er allerede i fuld gang med det, jeg tror, er den definitive fortælling om en af historiens allerbedste fodboldkampe. Det legendariske opgør i sommeren 82 mellem Italien og Brasilien. Den dag fodbolden døde… Jeg så kampen, og jeg er nok ikke helt kommet mig over udfaldet endnu.
Parallelt læser jeg også i en helt ny bog om R.E.M., der dækker den store historie med ret detaljeret fortælling om hvert enkelt album. Jeg er stadig stor fan og er ret begejstret for at have genfundet dem.
Jeg har såmænd købt endnu en bog. Christian Bennikes lange essay om vores spændende samtid. Der er nok en vis risiko for at jeg tager den med hjem igen, ulæst… Og så er der jo Mofibo, som jeg er stor fan af. Der ligger alt det lette. Jeg er allerede startet på Benn Q Holms nyeste, men må dog erkende, at den ikke helt har fænget endnu. Men så er der jo både Jesper Stein, Steffen Jacobsen og Bret Easton Ellis. Klar til de dovne dage.
De fleste bøger læser man kun én gang. Men sommerens helt store vinder bliver nok Junglebogen, som jeg kommer at læse 10-20 gange. For det er lykkedes mig at gøre mit lille barnebarn William totalt interesseret i Mowglis eventyr. Kald mig bare alsidig
Anita
Jeg fik Tove Ditlevsens samlede erindringsværk Københavnertrilogi af nogle gode venner i fødselsdagsgave i år, som jeg har kastet mig over, og som jeg er blevet fuldkommen opslugt af. I tre bind fortæller Tove Ditlevsen i Barndom, Ungdom og Gift meget ærligt om sin opvækst på Vesterbro i København, som var præget af fattigdom og arbejdsløshed, videre til hendes ungdom, hvor man følger hendes ihærdige indsats for at blive accepteret og anerkendt i Københavns forfatter- og digterkredse og til slut i Gift, hvor Tove Ditlevsen for alvor etablerer sig som forfatter og digter, hustru og mor.
Når jeg læser trilogien, er det virkelig slående, hvor eminent en forfatter og digter Tove Ditlevsen var. Både fordi jeg kan konstatere, at jeg sluger den ene side efter den anden, men også fordi det bliver tydeligt, hvor tidligt i hendes barndom spiren til hendes forfatterskab begyndte at gro og fortsatte med at gro i takt med, at hun selv, som sårbar og ekstremt følsom ung pige, blev ældre. Det er til tider intens læsning, og jeg har sjældent oplevet, at jeg ligefrem kommer med spontane, højlydte udbrud, når jeg enten bliver forskrækket over hendes oplevelser eller højlydt griner, fordi hun formår at beskrive det komiske så rammende i en situation. Jeg kan sagtens forstå, at The New York Times for nyligt har kaldt den genoptrykte og nu oversatte trilogi for ”et mesterværk”, hvor anmelderen udtalte, at ”han hele tiden måtte minde sig selv om, at han ikke er dansk og ikke er opvokset på Istedgade”. På samme måde føler jeg, når jeg læser hendes bøger, at jeg står ved siden af hende og betragter det samme, som hun gør på Vesterbro i København før 2. verdenskrig brød ud.
Jeg synes de rosende ord fra The New York Times er fuldt ud fortjent. Og når man læser, hvor optaget hun var af sin forfatterkarriere, som på ingen måde tilkom hende nemt som ung kvinde op igennem det 20. århundrede, så under jeg virkelig Tove Ditlevsen denne internationale anerkendelse, selvom den kommer for sent. Så er der kun tilbage at undre sig over, hvorfor hun og hendes forfatterskab endnu ikke er optaget i den danske litteraturkanon. Det ser ud til, at der stadig er en kamp at kæmpe for Tove Ditlevsen.
Kenneth
Sommerens læsning kommer til at foregå på en sejlbåd i den svenske skærgård med hele familien. Båden skal styres sikkert rundt mellem øerne, og sejladsen planlægges efter vind og vejr. Derfor skal snuden først og fremmest i vejrmeldinger, søkort og havneguiden.
Men når vi ligger stille for anker eller i havn på en af de hyggelige øer, så kommer Annas sang af Benjamin Koppel på bordet. Det er komponistens første bog, men den skulle alligevel være særdeles velskrevet. Levende og blomstrende sprog efter sigende. Så jeg glæder mig til at dykke ned i fortællingen om en ung jødisk kvinde og hendes skæbne i 1930erne. Hun drømmer om at blive musiker, men hvordan skal det nu gå, når hun samtidig skal navigere i religion, familiens forventninger og en verdenskrig et sted i horisonten? Den fortælling glæder jeg mig til at dykke ned i til et godt glas rom.
Kristian
En af de bøger, der helt sikkert skal med i tasken til Grækenland denne sommer, er Bo Lidegaards biografi om Henrik Kauffmann. Uden Mandat er på over 500 sider og den slags fortjener at blive læst i sammenhæng. Nu må vi se, om den kan konkurrere med friterede blæksprutter, grillede sardiner og kold, græsk hvidvin. Jeg har filmen Vores mand i Amerika om samme Henrik Kauffmann til gode og starter derfor med bogen om en diplomat, der testede grænser. Jeg har tidligere læst Bo Lidegaards biografi om Jens Otto Kragh og hans Danmarkshistorie – og de kan virkelig anbefales, hvis man interesserer sig for dansk politik i det 20. århundrede.
Kristoffer
Der bliver ikke meget tid til at læse i denne sommerferie, for jeg er på farten med familien. Først til Tjørn i Sverige og derefter til Skagen og ned gennem det jyske. Den resterende ferietid kommer til at gå med at gøre byggeprojekt færdigt: En overdækket terrasse i haven. Det kommer til at foregå med lyd i ørerne. Jeg har for nylig opdaget Weekendavisens podcast Avistid, hvor jeg sluger det meste indhold. En særlig favorit er ’Hans & Arne’, hvor Hans Mortensen og Arne Hardis sammen med Martin Krasnik diskuterer aktuelle emner i dansk politik med både stor indsigt og humor. Og så følger jeg stadig tæt med i Undskyld vi roder – den fabelagtige behind the scenes fortælling om tilblivelsen af R8dio. Det er enestående morsomt og helt i gulvhøjde.
Mai
Jeg var så heldig, at jeg tidligere på året vandt Camilla Läckbergs Gøgeungen. Jeg er ikke så god til at få læst generelt, så jeg har været i gang med den i noget tid. Dermed ikke sagt, at den ikke er spændende. Det er et mordmysterie, der involverer en brand i 80’erne og flere mord i nyere tid. Hvordan disse er koblet sammen, glæder jeg mig til at finde ud af, når jeg forhåbentlig færdiggør den på bryllupsrejsen til Bali i august.
Mathias
I påsken læste jeg for første gang Hemingway (Og solen går sin gang). Til min overraskelse var det lidt af en page-turner, så jeg planlægger at læse den næste i rækken: Farvel til våbnene (1929). Det passer godt med en anti-krigsroman i disse oprustningstider. For at balancere mit læsepensum, så det ikke kun består af en afdød, hvid mand, vil jeg også læse Døtreskole (2023) af Benedicte Huang, som er en af årets lovende debuter. Hvis tiden tillader det, vil jeg vil kaste jeg mig over Florian Illies roman Kærlighed i hadets tid (2023). Hans bøger er bygget omkring et vildt historisk kildemateriale, og nu er han nået til mellemkrigstiden, der er evigt fascinerende. Hvis jeg må snige en sidste anbefaling ind, skal det være Christian Bennikes Engang troede vi på fremtiden (2023), som er en skarp og velskrevet samtidsanalyse.
Monica
Jeg ser meget frem til mit sommerferieprogram, hvor jeg blandt andet skal en tur til Napoli. Udover at stavre rundt i byens gader og spise mig mæt i deres specialiteter, har jeg fået en boganbefaling med fra min gode veninde Marie om en ægte Italiens-klassiker, nemlig Napoli-romanerne af Elena Ferrante. Hun har lånt mig første bog i rækken, som hedder Min geniale veninde. Den glæder jeg mig til at læse.
Hvis man skal have lidt udsyn fra ferien til den virkelige verden i ny og næ, så er jeg fan af BBC’s Global News Podcast (kedeligt, I know. men informativt og fedt!). Og så kan jeg godt lide at lytte til eventyrerne i Den Yderste Grænse, Hjernekassen på P1 og Kampen om Historien med Adam Holm.
Nikoline
Jeg skal færdiggøre Skønne verden, hvor er du af Sally Rooney denne sommer. Jeg startede sidste sommer og kom halvvejs, så nu må det være på tide at få gjort den færdig. Jeg var stor fan af hendes to første romaner og føler denne er mindst lige så god. Jeg er vild med at koble af på mine ferier og ikke læse noget, der er alt for tungt. Det må i stedet gerne være en erotisk dragende fortælling – og det lever Sally Rooney altid op til!
Sofie
Jeg har kastet mig over biohacking som tema – måske et desperat forsøg på at optimere den aldrende krop 😉 Hvis du ikke er helt med på, hvad biohacking, så vil jeg anbefale at tjekke denne artikel ud på Heartbeats.
Det startede for mig med Nicklas Brandborgs fine bog Gopler ældes baglæns for nogle år tilbage, og senest har jeg læst Bente Klarlunds Yngre med årene, Anette Kristine Poulsens Bedre hud med årene og lyttet til podcasten Collective Insights, hvor der bliver diskuteret alt fra søvn, forskning inden for aldring og hvordan vores tilværelse med dopamin-stimuli påvirker vores hjerner. For nyligt har jeg også læst bogen Breath: The new Science of a lost art af videnskabsjournalisten James Nestor, hvor vi får et kig ind i forskning omkring, hvor vigtigt åndedrættet, og den måde vi trækker vejret på, er for vores helbred. Nørdet, ja! Men virkeligt spændende. Fx er en funfact, at sportudøvere med åndedrætsøvelser kan forbedre deres præstationer overraskende meget – hvis du vil have et crash course, så lyt/se James Nestor give fem anbefalinger til din vejrtrækning her.
På min liste over bøger i kategorien, og som jeg håber, jeg får dykket ned i ved poolen i Italien, er blandt andet Lifespan: Why We Age―and Why We Don’t Have To af David A. Sinclair eller Tarme med charme af Giulia Enders. Nu får vi se, om jeg når det hele, det er vel også en slags biohack at kigge på himlen mens man drikker iskaffe.
Vita
Bog: Kristines Verden – I et sanseligt stykke Danmarks- og verdenshistorie fortælles historien om kvindens liv og udvikling, gennem otte danske generationer fra 1800-tallet og frem til i dag. Generationer der stod fadder til det danske samfund præget af verdens første skolelov, et demokrati i udvikling, religionsfrihed, velfærd og hygge. Forfatter: Annette Spanngaard
Podcast: Brinkmanns Briks- En fantastisk podcast, som udvider ens forståelse for den verden, vi lever i og de mennesker, vi omgås – med fokus på alle mulige forskellige vigtige emner! Vi mennesker er mystiske, mærkelige og forunderlige størrelser. Som professor i psykologi har Brinkmann med undren og nysgerrighed undersøgt, hvorfor vi gør, som vi gør. I Brinkmanns briks zoomer han ind på tidens herskende tendenser og idéer – og åbner ens blik for, at der er mange forskellige vinkler på alt i verden. Men at kigge ind bagved og prøve at forstå, det er noget af det vigtigste – i min optik.