Toplederkommunikation: Som at piske en god bearnaise!

Toplederkommunikation: Som at piske en god bearnaise!

Af
Kristian Eiberg, Adm. direktør, partner

13. marts 2019
”Den bedste feedback er vel, at jeg stadig er her”. Sagt efter en kort pause og med et skævt smil. Det var reaktionen, når vi i vores interviewundersøgelse med erfarne rådgivere af topchefer spurgte til, hvordan de fik feedback på deres rådgivning. Der blev nikket blandt deltagerne ombord på husbåden Vandvid, da RelationsPeople denne blæsende regnvejrseftermiddag havde inviteret til en briefing om perspektiver på relationen mellem topledere og deres kommunikationsrådgivere.

En af undersøgelsens 37 rådgivere er undtagelsen, der bekræfter reglen om, at toplederens rådgiver ikke har en formaliseret plan for toplederkommunikation. Fraværet af en plan og af formaliseret feedback til rådgiveren er et af de paradokser i den del af interviewundersøgelsen, der handler om relationen mellem topleder og hans eller hendes rådgiver. Interviewundersøgelsen blandt erfarne rådgivere af topledere indgår i forskningsprojektet Toplederkommunikation og Fremtidens Rådgiver, som Københavns Universitet og RelationsPeople står bag.

Fra anledning til defining moment

På denne eftermiddagsbriefing forklarede Anders Monrad Rendtorff, hvad interviewundersøgelsen pegede på, at rådgiverne har sat i stedet for en plan. Helt centralt står, at relationen mellem topleder og rådgiver konstitueres af anledninger. Pressemeddelelsen der skal skrives, interviewet der skal forberedes eller de fem centrale Power Point slides der skal leveres. 

I interviewundersøgelsen tegner der sig to alternative tilgange. Enten det vi kalder den reaktive tilgang, hvor rådgiveren leverer det aftalte til tiden og i den aftalte kvalitet. En deltager i undersøgelsen udtrykte denne kompetence som ’at kunne skrive skarpt hurtigt’. En anden tilgang er den proaktive. Anders forklarede med et eksempel, hvordan rådgiveren i stedet for blot at skrive den aftalte pressemeddelelse i forbindelse med årsregnskabet desuden giver sit bud på kvartalsmeddelelsen. Og fortsætter bevægelsen ved også at byde ind med en budskabsplatform, han eller hun opdaterer i forbindelse med kvartalsmeddelelserne. Derved håndterer rådgiveren en anledning proaktivt. Det kræver en god analyse og modet til løbe risici.

Blandt deltagerne på husbåden blev der også nikket bekræftende til pointen om, at vores interviewpersoner kunne huske den gang, de fik et gennembrud i relationen til deres topleder. En anledning – måske som følge af en krise – hvor de fik mulighed for virkelig at vise, hvad de kunne. Det blev for dem et defining moment. For de fleste fordi de i situationen valgte den proaktive tilgang til anledningen og flyttede sig ud af egen komfort zone.

Bearnaise og positioneringsrejsen

Den første af eftermiddagens gæster, Michala Paulli, Global Head of Communications i Svitzer, gav herefter sin vurdering af, hvor vigtig forretningsforståelse er for at være en god rådgiver for en topleder. Den kommer ikke af sig selv men ved hårdt arbejde, så rådet til den nye rådgiver i jobbet er at tage ud i forretningen og lære den at kende hurtigt. Michala nikkede også til fordelen ved en plan, men at man ikke kunne vente på den, før man begyndte at eksekvere. Der var også mere end en antydning af, at vedholdenhed i udviklingen af relationen til topledere er en praktisk kompetence, og hun brugte sammenligningen med at piske en god bearnaise. Hvis den skiller, starter man forfra, og når den er der, er man ikke i tvivl.

Lektor, PhD Gitte Gravengaard fra Københavns Universitet var eftermiddagens anden gæstetaler. Hun fortalte om kommunikationsrådgiverens positioneringsrejse. Selvom deltagerne denne eftermiddag alle havde omfattende rådgivererfaring, blev der nikket genkendende til Gittes forklaring om, at det eren rejse, og at den har flere faser. I den første fase handler det om at komme godt fra start. Rådgiveren kaster sig over meget operationelle opgaver for at vise sin kompetence. I den midterste fase etablerer og konsoliderer rådgiveren sin relation. Det er det lange seje træk, hvor rådgiveren bygger sin position ved kontinuerligt at vise resultater. Samarbejdet bliver typisk også professionaliseret. I tredje og sidste fase har rådgiveren fået sin plads ved bordet. Der er skabt adgang, tillid og rum til at rådgive. Samtidig sker der et skift i fokus fra kommunikation til ledelse. Relationen er blevet tæt.

Næste skridt?

Vi lægger i øjeblikket sidste hånd på et white paper om betydningen af relationen, hvor vi med eksempler fra interviewundersøgelsen går i dybden med de ovenstående perspektiver. Parallelt med dette gennemfører vi de sidste interviews med topledere. Desuden har vi allerede gennemført de første workshops med større kommunikationsafdelinger, der har ønsket konkret inspiration og best practice for at udvikle deres toplederkommunikation. Kontakt os for at høre mere om disse muligheder, og hvis ikke du allerede følger forskningsprojektet, kan du gøre det her.

Synes du også godt om denne artikel? Sign up til RelationPeoples nyhedsbrev, og vær blandt de første til at modtage vores nyheder.